Opklaring

Skrupelløs eller Arrogant?

2005-05-28T11:10:00.000+02:00

Som formidler har man altid et ansvar over for modtager. Dette bør respekteres.

I formidlingsetikken opereres der med redelighedsbegrebet, som er godt og anvendeligt som normativ målestok, men svært at konkretisere præskriptivt, hvorfor det er mindre anvendeligt i praksis. Det er min påstand, at det gyldne formidlingsbud – du skal formidle til andre, som du ønsker at de formidler til dig – fordrer et vist mål arrogance, hvis det skal være i tråd med Jan Foght Mikkelsens Formidlingsetik[1] om at ”en kommende formidler må trænes til at se sit medieprodukt fra modtagers perspektiv.”[2] Jeg mener ikke at man kan nå fuld indsigt i en anden persons perspektiv. Vurderingen af modtagers perspektiv vil altid være et kvalificeret skøn. Derfor er det min påstand, at når man skal foretage etiske overvejelser, er det mere praktisk anvendeligt, og ikke mere uetisk, at gå ud fra afsenders eget synspunkt.

Jeg finder det problematisk, hvis afsender skal gå ind og vurdere hvorvidt modtager vil blive stødt eller vildledt. Man skal lade sig styre af egen moral, og så være klar til at tage skraldet hvis man overskrider loven. Lige som med ytringsfriheden: Ingen skal være forhindret i at ytre sin mening, men ikke al tale bliver respekteret, og noget tale bliver straffet.

Alle disse overvejelser startede et helt andet sted, nemlig i biografens mørke, med Lars von Trier film Dogville. Lad mig starte med et lille resumé.

En tur i biffen

Den distingverede Grace ankommer midt om natten til Dogville, en lille udørk af en landsby in the american heart land. Hun er tydeligvis på flugt, og beder beboerne om asyl. Modstræbende indvilliger disse, men langsomt begynder altruismen at krakelere. De beder hende om at hjælpe til med det daglige arbejde, hvilket Grace naturligvis accepterer. Stille og roligt bliver indbyggernes behandling af flygtningen hårdere og hårdere – resulterende i ydmygelser, voldtægt og indespærring. Overgrebene er hele tiden begrundet med, at indbyggerne løber en betydelig risiko, så derfor bliver Grace nødt til at ofre sig, det kan hun vel godt se, ik’? Og det kan Grace faktisk godt.

Nu nærmer vi os slutningen, og det er her, jeg mener, at filmen bliver rigtig interessant.

Pludselig en aften, kommer tre store biler kørende op ad hovedgaden. Bilerne stopper og ud stiger et antal store mænd, alle bevæbnede. Gangstere. Hurtigt bliver Grace lokaliseret, og hun bliver bugseret ind i en af bilerne. Den bil hvor gangsterlederen sidder. Lederen er Graces far, og det er ham som hun er flygtet fra. Faderen er naturligvis noget arrig over at finde sin datter i en så nedværdigende situation, og foreslår straks, at hans håndlangere slår alle indbyggere ihjel og brænder byen ned til grunden. Dette modsætter Grace sig, da hun mener, at de har handlet som de har gjort, da de ikke vidste bedre.

Man skimter Jesus hængende på et kors, ”Tilgiv dem fader, thi de ved ikke hvad de gør.”

Hurtigt udvikler der sig et skænderi mellem de to. En diskussion om arrogance. Grace beskylder faderen for at være en kold arrogant gangster, der søger magtfuldkommenhed og som vil bestemme over hende. Han derimod, siger, at Grace er det mest arrogante menneske han kender. Hva’? Arrogant? Grace som har ladet sig behandle værre end en hund, men hele tiden vendt den anden kind til. ”Ja”, siger faderen, ”det er arrogant, da du ikke har dømt andre ud fra din egen standard, men derimod rationaliseret dig frem til, at de nok ikke er lige så gode mennesker som dig, og derfor undskyldt.” En rationalisering som, ifølge gangsterlederen, er forkert, da de handlinger som er pådraget Grace, ikke kan undskyldes – uanset social position. Filmen slutter i et blodbad, da Grace beslutter sig for at følge sin faders første indskydelse.

Hvis man overfører filmeksemplet til kommunikativ praksis, så kan man opstille problemstillingen: Skal man kommunikere ud fra et gæt af hvad folks krav er, eller skal man stille samme krav til andre, som man stiller til sig selv.

Mikkelsen skriver, at ”Evner en afsender ikke at gå ind i denne analytiske modtagerrolle [søge overensstemmelse med modtagers perspektiv], kan han kun forholde sig intuitivt til sit valg af overtalelsesmåde. Og det er ikke et godt grundlag for et kvalificeret skøn, men risikerer snarere at resultere i formidlingsetisk blindhed. Nemlig af den simple grund at det etiske perspektiv, dvs. ønsket om beskyttelse mod manipulation, er knyttet til modtagepositionen. Derfor er det så at sige ikke umiddelbart synligt så længe en afsender ’låser’ sig fast i sin egen position.”[3]

Jeg mener godt, at man kan være sig sin målgruppe bevidst, ved fx at lytte og lære i fokusgruppeinterview, og samtidig konkludere ud fra egne normer. For at stille det skarpt op, kan man sætte modsætningen mellem den gangstermentalitet Graces far repræsenterer og Mikkelsens modtagerfokuserede perspektiv op som modsætningen mellem at være skrupelløs eller arrogant. Dette kræver nok en nærmere forklaring:

Den skrupelløse

Formidlingsetikkens hovedsætning siger, at man skal formidle til andre som man ønsker at andre formidler til en selv. Altså en form for kantiansk imperativ. Men hvis afsenderen tager imperativet alvorligt, så kan vedkommende netop formidle til alle andre, på samme måde som han forestiller sig, at de må formidle til ham. Det vil sige at afsender kan sende stærkt subtile beskeder, da han selv vil være i stand til at kunne tolke lignende beskeder. Afsender er altså ligeglad med modtagers perspektiv. Eller ligefrem skrupelløs. At være skrupelløs betyder ikke nødvendigvis at man er uetisk eller ond, men at man kun bruger sin egen etik/moral som målestok. En etik/moral som man sikkert vil finde så rigtig, at den kan blive lavet til et kantiansk imperativ. Man kan godt lave redelig kommunikation som skrupelløs kommunikator.

Men en forudsætning for god etisk kommunikation handler om løgn. Man må ikke lyve eller bevidst fordreje budskabet. Det er både uetisk og ulovligt. Det er uetisk at føre modtager bag lyset, ved bevidst at misbruge den ulige tilgang til stoffets baggrundsviden. Dette er udførligt beskrevet og forklaret i Formidlingsetik. Men til denne problemstilling findes der juridiske redskaber, bl.a. markedsføringsloven. Markedsføringsloven taler et klart sprog, og konsekvenserne for brud af loven er kontante.

Juraen fungerer her som modtagernes/forbrugernes garant. I praksis er det jura og ikke redelighedsbegrebet der sætter standarden, alligevel er redelighedsdiskussionen vigtig på fag som Kommunikation. Jeg opfatter etik som et diffust regelsæt, som der ved brud er visse former for sanktioner forbundet med. Nogle sådanne sanktionsmuligheder har jeg svært ved at finde i redelighedsbegrebet.

Min pointe er, at jeg ikke kan se hvad redelighedsetikken kan i praksis som markedsføringsloven ikke kan. Andet end at lære kommunikatører at opføre sig ordentligt, hvilket både er ønskværdigt og nødvendigt. For at være en dygtig og redelig kommunikatør kan man altså ikke tillade sig alt, hverken ud fra et etisk eller juridisk synspunkt.

Den arrogante

Laver afsender medieproduktioner, der er simplere end dem han selv vil kunne aflæse, for derved at sikre sig at formidle etisk korrekt, så vil han nødvendigvis gætte sig til hvad modtageren vil kunne afkode. Hvis man sætter det groft op, så skal afsenderen sige ”modtager er for dum til at forstå denne tekst, så jeg må nok hellere skære den helt ud i pap.” Denne form for bedrevidenhed, finder jeg arrogant.

Vælger afsender at forme sit budskab, således at han er sikker på at modtager forstår det umiddelbart, mener jeg ikke, at man kommer uden om gætteri. Ligegyldigt hvor grundige kvalitative og kvantitative interviews der ligger forud, så vil der altid være tale om en subjektiv fortolkning af modtagernes forhåndsforståelse og moralske/etiske standpunkt. Så afsender bliver altså nødt til at gætte på modtagers tolkning. For at være på den sikre side, altså for at være sikker på ikke at virke manipulerende eller stødende, må afsender gøre modtager dummere eller mere tyndhudet end de måske er. Et karikeret eksempel er den aldrende kommunikationsmedarbejder i Sundhedsstyrelsen, der lægger en strategi for hvordan Styrelsens nye kampagne bedst rammer de unge, så er der mulighed for, at han bliver ung-med-de-unge, på en kluntet og alt end ung måde, som de unge straks gennemskuer som bedrevidende løftede pegefingre.

Man kan godt lave god og redelig kommunikation som arrogant kommunikator. Oftest laver fx folkeoplysningsmedarbejderne kommunikation med det henblik at hjælpe andre, oplyse og gøre opmærksom på farer og muligheder. Den arrogante kommunikatør mener altså at vide bedre, men vil hjælpe, vinde respekt eller sælge med denne merviden. Denne form kommunikation kan dog virke formynderisk.

Hvad så...

Afsender skal ikke kun fokusere på egne holdninger, da man derved risikere at skyde forbi målgruppen, og derved forfejle den kommunikative opgave, men derimod lave målgruppeundersøgelser og finde frem til hvad virker i det enkelte tilfælde.

Men man skal heller ikke lade sig styre for meget af ønsket om ikke at træde modtagerne over tæerne, og forsøge at se verden fra modtagers synsvinkel. Dette vil være baseret på gætteri. Afsender skal ikke udforme sin medieproduktion ud fra modtagers perspektiv, da man derved pålægger sig selv unødige restriktioner og bekymringer.

Når det drejer sig om formidlingsetiske overvejelser, skal den gode kommunikatør hellere være skrupelløs end arrogant (samfundsopbyggende kan det forholde sig omvendt). Han skal dømme ud fra egen moral og etik, være sig sin målgruppe bevidst, og vide at loven har det sidste ord at skulle have sagt.

[1] Jan Foght Mikkelsen, Formidlingsetik, 2002, Roskilde Universitetsforlag

[2] Mikkelsen, 2002, s. 136

[3] Mikkelsen, 2002, s. 136

Rygeforbud

2005-05-19T23:16:00.000+02:00

Det første land i verden der indførte rygeforbud i det offentlige rum, var nazityskland i 1939.

Jeg glemte det i Skyndingen

2005-05-19T09:42:00.000+02:00

Slår man op i et Danmarkskort, kan man ikke finde byen Skyndingen. Men den må have eksisteret. Et bevis på dette er Bjørnstjerne Bjørnsons sang Jeg kører frem gennem strålefryd (1869):

"Godt mod! Du hilste på fler end mig,
skønt du i skyndingen så det ej."

Også Herman Bang, kan bruges i bevisførelsen - i Stuk fra 1887:

- Hvad er det, Moer? sagde han i Skyndingen
- Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen.

Dette er vand på min mølle, for jeg har altid vidst at den eksisterede. Det var en underlig by, en by hvor folk glemte ting, hvor folk overså ting, hvor folk laver fejl.

Lovlydighed

2005-05-18T14:38:00.000+02:00

Jeg betegner mig selv som en god samfundsborger. Jeg respekter lovene og værdsætter politiet, domstolene og hvad der ellers er af håndhævere af loven. Jeg mener fuldt og helt, at man skal straffes, efter fastsat strafferamme, hvis man bryder loven. Vi har indført et demokrati, hvor staten har magtmonopol. Hvis ikke de demokratisk bestemte regler bliver overholdt, ender det i et samfund hvor de stærkeste og mest asociale vinder – hvilket ikke er ønskværdigt. Så leve loven, regler og håndhævelsen af disse.

Men. Der måtte jo komme et men. Jeg bryder selv loven! Og jeg har gjort det længe. Jeg er en forbryder. Det kan ikke siges klarere. Desværre. Der er mange regler og love jeg forbryder mig imod. Jeg har kørt over for rødt, og uden lys på cyklen. Jeg har kørt for hurtig i bil. Jeg har parkeret både bilen og cyklen ulovligt. Med disse lovbrud er min holdning klar. Jeg føler ingen nag ved at gøre det, og nogle gange mener jeg ligefrem at det er en borgerpligt at bryde loven: Står jeg alene på en stille vej en søndag eftermiddag, og hvor der ikke er en bil så langt øjet rækker. Så mener jeg faktisk at man beviser sit værd som samfundsborger ved at tænke selv, tage vare på sig selv, og så vade over vejen. Altid at ville overholde loven bogstav, anser jeg for fanatisk, og fanatisme er et onde.

Uden at Storbror har vredet armen rundt på mig, føler jeg mig ude af stand til at fungere som borger, uden at bryde nogle af de regler som vores gennemregulerede samfund er bygget op omkring. Og mine forbrydelser går dog længere, end ovenstående brud på færdselsloven: Jeg har røget joints (inhalerede jeg mon?). Jeg har arbejdet sort og fået andre til at arbejde sort. Jeg har trådt på græs, hvor der ellers stod at det var forbudt, samt besøgt steder, hvor der er adgang forbudt. Jeg har været til fester og arrangeret fester, hvor der blev spillet musik, uden om KODA. Jeg har kopieret tekster og bøger uden tilladelse fra forfatterne. Jeg har kørt på røven i offentlig transport. Jeg har betalt for lidt i biografer, teatre og museer, ved at sige, at jeg var yngre end jeg er. Jeg ser fjernsyn og hører radio uden at betale licens. Jeg har købt smuglervarer – colaer i kiosker.

Med andre ord, så er jeg en forbryder og bedrager. Jeg forbryder mig imod de love som mine repræsentanter i Folketinget har vedtaget i mit sted. Shame on me. Og der er noget rod, for ideen med loven er, at alle de skal overholde den, og at det kun er domstolene forundt at tolke loven. Og landets love er hævet over religiøse eller subjektbestemte etiske og moralske kodekser.

Loven takserer forskellige forbrydelser forskelligt, hvorved de også bedømmer lovovertrædelser forskelligt. Det er lige ulovligt at slå ihjel som at cykle uden lys – man har i begge tilfældet brudt en lovparagraf. Men forbrydelsen for førstnævnte er naturligvis uendeligt meget større end sidstnævnte, hvorfor straffen også er hårdere. Alle lovbrud skal straffes efter gældende takst, når og hvis de bliver opdaget. Dette tilslutter jeg mig principielt. Derfor er det godt, at vi har politi og overvågning. De fanger forbryderne og har samtidig en panoptisk effekt, der medfører selvkontrol, oftest grundet frygten for bøde frem for moralske og etiske kvaler.

Den simple lære lyder altså: Man hverken kan eller skal gradbøje loven. Der er ikke nogle love, der er mere ok at bryde end andre. Men faktum er, at love bliver brudt konstant. En ganske stor del af befolkningen handler som jeg. Så det er heldigt, at ikke alle forbrydelser takserer fængselsstraf, da disse hurtigt ville blive fyldt. Der er en tendens til, at hvis der prioriteres flere og strammere regler, så fokuser befolkningen kun på disse. På hvad de må og hvad de har krav til. Derved er der en fare for, at man glemmer sine pligter som medborger i bestræbelserne på at følge loven.

Hvis man ikke er tilfreds med landets love, kan man handle kort- eller langsigtet: man kan bryde dem, eller man kan stemme på nogle andre ved næste valg og vente på at lovene bliver ændret. Det er ikke alle der har tid eller overskud til den langsigtede løsning. Derfor bryder nogle lovene, hvor ved de er hensat til eget menneskesyn, og risiko for dom – naturligvis. En sådan person er jeg nogle gange. Jeg har kun foragt til overs for forbrydere og kriminelle, i hvert fald de, hvis handlinger strider mod mine moralkodekser. Problemet er, at jeg ikke kan opstille en klar skelnen mellem hvornår noget er godt eller skidt. Og så begynder hykleriet for alvor. Hvis jeg selv overtræder loven, kan jeg så tillade mig at fordømme andre lovovertrædere. Ja, det kan jeg godt – det gør jeg i hvert tilfælde. Jeg gør det ud fra et diffust ønske om at være en god samfundsborger.

I fremtiden bliver det meget bedre, part I

2005-05-15T15:00:00.000+02:00

Om 30 år, bliver det meget bedre. Om 30 år er landet befolket af superintelligente, vellidte, sjove og kreative mennesker. Sådan må det nødvendigvis være. For alle børn i dag, er den mest vellidte i børnehaven eller den fremmeste i vuggestuen. Alle folks unger er forude for deres alder, de er meget kreative og kan allerede læse, skrive, synge og danse. Konkurrencen er benhård, da det er jo svært alle at være den bedste, så derfor bruger alle mødre, fædre, mostre og onkler og i særdeleshed bedsteforældre al tid på at fortælle om hvor fremragende netop deres børn er. Og alle os andre er tvangsindlagt til at høre på det, og ligeledes tvunget til at være entusiastiske. Alt andet ville være helligbrøde i højeste potens.

Men vi skal selvfølgelig glæde os. Både i nuet og med fremtiden for øje. For når alle disse wonderkids, skal til at overtage styringen, kan det kun gå godt.
Der er kun to små problemer:
1) det er ikke sikkert at alle poderne når så langt, fordi det er tilsyneladende ekstremt farligt at være barn. Listen over ting som forældre for alt verden skal huske at gøre er enorm, og listen over ting som man skal passe på og undgå er uendeligt meget længere. Det er bl.a. sådan noget man taler om i de forfærdelige mødregrupper: man konkurrere i at blære sig, og man udveksler skrækhistorier.
2) Det bliver spændende at se, hvordan alle disse vidunderbørn, kan finde ud af hvem der skal bestemme i fremtidens samfund. De har jo allesammen fået at vide, at det er dem, der er verdens centrum.

Men det bliver helt sikkert bedre i fremtiden. Alt bliver bedre i fremtiden.

Vred råbuk jager kvinde ud i sø

2005-05-14T17:56:00.000+02:00

Historien havde selvfølgelig været bedre, hvis roller var byttet om, men den er nu god alligevel.

Arkitekten

2005-05-14T11:05:00.000+02:00

PBS laver jo fantastiske programmer, og deres seneste om Karl Rove er da også super interessant. Spin og mediestrategi er en fast integreret del af det politiske arbejde om man kan lide det eller ej. Jeg kan godt lide det.

Mange beklager sig over kommunikationsmedarbejderes indflydelse på de politiske budskaber, hvilket jeg ikke forstår. Jeg mener at det er åbenlyst, at politikere benytter sig af professionelle til at styre deres kommunikation, ligesom de bruger fagøkonomer til de økonomiske analyser etc.

Kannibalisme?

2005-05-14T10:25:00.000+02:00

Nyhed siger de....fy for Fanø siger jeg.

Jeg ved godt at en pølle i soveposen, ikke er det mest fantastiske kulinariske eventyr, men så har jeg alligvel op til flere gange nydt at sætte tænderne i en. Især når jeg har været på vej et eller andet sted - som regel på vej hjem klokken et-eller-andet.

Nå, men 7-eleven har tænkt sig at gå videre. De har helt rigtigt læst prognoserne, og fundet ud af, at man skal være innovativ. Så de har fundet på en ny ret, til mennesker der skal have en hurtig snack. De gode folk i døgnkiosken har lagt hovederne i blød og tænkt grundigt over deres målgruppes behov: Mad og tøser. "Heeeyy" har en af dem sagt, "vi slår det sammen, på en ny og overraskende måde". "Hvad siger i til at vi smider en platinblond amagertøs, der har taget alt for meget sol, ned i et stykke flûte?"

Som sagt, så gjort. Jeg har ikke smagt resultatet - men jeg er på den anden side heller ikke kannibal.
http://www.blogger.com/post-edit.g?blogID=12700789&postID=111601424105413777

Verdens bedste bog?

2005-05-12T21:26:00.000+02:00

Michel Houellebecqs Elementarpartikler må være en af de bedste bøger ever. Sortsynet, kynisk, pessimistisk - smuk og fantastisk. Læs den.

To brødre lever hver deres ensomme liv - den ene i desperat jagt på seksuel tilfredsstillelse, den anden i en videnskabelig jagt på seksualitetens ligegyldighed. Den første ender på sindsygehospital, den sidste lægger kimen til den videnskabelige proces, der skal ende i menneskets egen arvtager - en ny ikke-kønnet og udødelig art, hvor individualiteten, adskillelsen og tilblivelsen var overståede stadier.

Bogen kan beskrives kort. Men alle de ætsende analyser, det smukke prosa, de triste skæbner og den kyniske rationalitet skal læses i sin helhed.

Dilemma

2005-05-08T09:54:00.000+02:00

Jeg elsker økologi, men jeg hader økologister

Jeg elsker fotografier, men jeg hader fotografer

Jeg elsker musik, og jeg elsker musikere

Jeg elsker film, men jeg hader hjemmefilm, og jeg hader fotograferne for begge genrer.

Det største kunstværk

2005-05-06T20:41:00.000+02:00

Når engang, om mange år fra nu, alle verdens lande er forenet i en stor organisation, og al viden er blevet kortlagt og nedskrevet, da bliver verdens største kunstværk introduceret.

Det bliver et værk, der kan nå alle. Det bliver et værk, hvor alle er samme om at se det, dog hvor alle har en helt unik oplevelse, og aldrig vil to besøg være ens. Kunstværket ville, som instans, være det samme, men til stadighed forandre sig.

Selve værket bliver vist i et kæmpe auditorium, med plads til 5.000 siddende tilskuere. Ved hver siddeplads ville der være en lille pult, med en touch screen, et LCD tastatur og et par høretelefoner. I bunden af auditoriet, hvorfra underviseren normalt ville udøve sin gerning, er nu et biograflærred, med et situationsbillede af en vilkårlig situation fra virkeligheden.

Dette billede kunne være taget i en hvilken som helst verdensdel, på hvilket som helst tidspunkt. Det ville blive udskiftet med et nyt hver dag.

På de forskellige skærme ville det samme billede være som en startposition. Tilskueren kunne nu, ved hjælp af skærmen, få informationer om samtlige af billedets detaljer. Ved et let tryk på en detalje, kunne man få at vide, hvad det bestod af, hvilken relation det havde til omgivelserne, hvad dens historie er etc. Man kunne så herfra søge videre.

Var der på startbilledet bl.a. en mand i Bruxelles, kunne man få alt at vide om ham. Når man så, at hans yndlingsrejsemål var Cambodja, at genboen var biolog eller at oldefaren var dansk kunstner, kunne man herigennem få informationer om mandens musiksmag eller sprog og grammatik, Cambodja eller kunsthistorie (og herved se alle eksisterende kunstværker). Ligegyldigt hvilken vej man valgte, ville følgespørgsmålene være så talrige at man altid kun ville kunne kradse i overfladen. Man kunne også vælge en random funktion, og derefter læne sig tilbage og få en visuel indlærende tur igennem virkeligheden, og måske støde på sig selv eller sin næste. Kunstværket ville hele tiden ændre sig, for hele tiden bliver der skæbner født, mens andre dør, nye aftaler og forhold ville erstatte gamle, eller opstå hvor der før intet var. Og man ville langsomt forstå, at verden er en organisme og grænser og barrikader kun et spørgsmål om skalastørrelse og definitioner. Man ville forstå, at hvis man bare kigger efter, er alle intimt forbundne med hinanden, og deler samme arv, og er fælles om at gå fremtiden i møde. Og, efter nogle timer måtte man gå, svimmel eller så stopmæt af indtryk, at man ville bruge lang tid på at fordøje dem.

Man kunne efter endt gennemsyn, for denne gang i det mindste, gå ned i lobbyen hvor man kunne drikke en kop kaffe, studere omgivelserne og fundere over hvordan de nu hang sammen.

Take off

2005-05-06T19:33:00.000+02:00

Dette er den første tekst, der bliver skrevet på denne side. Men flere vil komme, flere med flere ord, flere holdninger og mere undren.