Skrupelløs eller Arrogant?

Som formidler har man altid et ansvar over for modtager. Dette bør respekteres.

I formidlingsetikken opereres der med redelighedsbegrebet, som er godt og anvendeligt som normativ målestok, men svært at konkretisere præskriptivt, hvorfor det er mindre anvendeligt i praksis. Det er min påstand, at det gyldne formidlingsbud – du skal formidle til andre, som du ønsker at de formidler til dig – fordrer et vist mål arrogance, hvis det skal være i tråd med Jan Foght Mikkelsens Formidlingsetik[1] om at ”en kommende formidler må trænes til at se sit medieprodukt fra modtagers perspektiv.”[2] Jeg mener ikke at man kan nå fuld indsigt i en anden persons perspektiv. Vurderingen af modtagers perspektiv vil altid være et kvalificeret skøn. Derfor er det min påstand, at når man skal foretage etiske overvejelser, er det mere praktisk anvendeligt, og ikke mere uetisk, at gå ud fra afsenders eget synspunkt.

Jeg finder det problematisk, hvis afsender skal gå ind og vurdere hvorvidt modtager vil blive stødt eller vildledt. Man skal lade sig styre af egen moral, og så være klar til at tage skraldet hvis man overskrider loven. Lige som med ytringsfriheden: Ingen skal være forhindret i at ytre sin mening, men ikke al tale bliver respekteret, og noget tale bliver straffet.

Alle disse overvejelser startede et helt andet sted, nemlig i biografens mørke, med Lars von Trier film Dogville. Lad mig starte med et lille resumé.

En tur i biffen

Den distingverede Grace ankommer midt om natten til Dogville, en lille udørk af en landsby in the american heart land. Hun er tydeligvis på flugt, og beder beboerne om asyl. Modstræbende indvilliger disse, men langsomt begynder altruismen at krakelere. De beder hende om at hjælpe til med det daglige arbejde, hvilket Grace naturligvis accepterer. Stille og roligt bliver indbyggernes behandling af flygtningen hårdere og hårdere – resulterende i ydmygelser, voldtægt og indespærring. Overgrebene er hele tiden begrundet med, at indbyggerne løber en betydelig risiko, så derfor bliver Grace nødt til at ofre sig, det kan hun vel godt se, ik’? Og det kan Grace faktisk godt.

Nu nærmer vi os slutningen, og det er her, jeg mener, at filmen bliver rigtig interessant.

Pludselig en aften, kommer tre store biler kørende op ad hovedgaden. Bilerne stopper og ud stiger et antal store mænd, alle bevæbnede. Gangstere. Hurtigt bliver Grace lokaliseret, og hun bliver bugseret ind i en af bilerne. Den bil hvor gangsterlederen sidder. Lederen er Graces far, og det er ham som hun er flygtet fra. Faderen er naturligvis noget arrig over at finde sin datter i en så nedværdigende situation, og foreslår straks, at hans håndlangere slår alle indbyggere ihjel og brænder byen ned til grunden. Dette modsætter Grace sig, da hun mener, at de har handlet som de har gjort, da de ikke vidste bedre.

Man skimter Jesus hængende på et kors, ”Tilgiv dem fader, thi de ved ikke hvad de gør.”

Hurtigt udvikler der sig et skænderi mellem de to. En diskussion om arrogance. Grace beskylder faderen for at være en kold arrogant gangster, der søger magtfuldkommenhed og som vil bestemme over hende. Han derimod, siger, at Grace er det mest arrogante menneske han kender. Hva’? Arrogant? Grace som har ladet sig behandle værre end en hund, men hele tiden vendt den anden kind til. ”Ja”, siger faderen, ”det er arrogant, da du ikke har dømt andre ud fra din egen standard, men derimod rationaliseret dig frem til, at de nok ikke er lige så gode mennesker som dig, og derfor undskyldt.” En rationalisering som, ifølge gangsterlederen, er forkert, da de handlinger som er pådraget Grace, ikke kan undskyldes – uanset social position. Filmen slutter i et blodbad, da Grace beslutter sig for at følge sin faders første indskydelse.

Hvis man overfører filmeksemplet til kommunikativ praksis, så kan man opstille problemstillingen: Skal man kommunikere ud fra et gæt af hvad folks krav er, eller skal man stille samme krav til andre, som man stiller til sig selv.

Mikkelsen skriver, at ”Evner en afsender ikke at gå ind i denne analytiske modtagerrolle [søge overensstemmelse med modtagers perspektiv], kan han kun forholde sig intuitivt til sit valg af overtalelsesmåde. Og det er ikke et godt grundlag for et kvalificeret skøn, men risikerer snarere at resultere i formidlingsetisk blindhed. Nemlig af den simple grund at det etiske perspektiv, dvs. ønsket om beskyttelse mod manipulation, er knyttet til modtagepositionen. Derfor er det så at sige ikke umiddelbart synligt så længe en afsender ’låser’ sig fast i sin egen position.”[3]

Jeg mener godt, at man kan være sig sin målgruppe bevidst, ved fx at lytte og lære i fokusgruppeinterview, og samtidig konkludere ud fra egne normer. For at stille det skarpt op, kan man sætte modsætningen mellem den gangstermentalitet Graces far repræsenterer og Mikkelsens modtagerfokuserede perspektiv op som modsætningen mellem at være skrupelløs eller arrogant. Dette kræver nok en nærmere forklaring:

Den skrupelløse

Formidlingsetikkens hovedsætning siger, at man skal formidle til andre som man ønsker at andre formidler til en selv. Altså en form for kantiansk imperativ. Men hvis afsenderen tager imperativet alvorligt, så kan vedkommende netop formidle til alle andre, på samme måde som han forestiller sig, at de må formidle til ham. Det vil sige at afsender kan sende stærkt subtile beskeder, da han selv vil være i stand til at kunne tolke lignende beskeder. Afsender er altså ligeglad med modtagers perspektiv. Eller ligefrem skrupelløs. At være skrupelløs betyder ikke nødvendigvis at man er uetisk eller ond, men at man kun bruger sin egen etik/moral som målestok. En etik/moral som man sikkert vil finde så rigtig, at den kan blive lavet til et kantiansk imperativ. Man kan godt lave redelig kommunikation som skrupelløs kommunikator.

Men en forudsætning for god etisk kommunikation handler om løgn. Man må ikke lyve eller bevidst fordreje budskabet. Det er både uetisk og ulovligt. Det er uetisk at føre modtager bag lyset, ved bevidst at misbruge den ulige tilgang til stoffets baggrundsviden. Dette er udførligt beskrevet og forklaret i Formidlingsetik. Men til denne problemstilling findes der juridiske redskaber, bl.a. markedsføringsloven. Markedsføringsloven taler et klart sprog, og konsekvenserne for brud af loven er kontante.

Juraen fungerer her som modtagernes/forbrugernes garant. I praksis er det jura og ikke redelighedsbegrebet der sætter standarden, alligevel er redelighedsdiskussionen vigtig på fag som Kommunikation. Jeg opfatter etik som et diffust regelsæt, som der ved brud er visse former for sanktioner forbundet med. Nogle sådanne sanktionsmuligheder har jeg svært ved at finde i redelighedsbegrebet.

Min pointe er, at jeg ikke kan se hvad redelighedsetikken kan i praksis som markedsføringsloven ikke kan. Andet end at lære kommunikatører at opføre sig ordentligt, hvilket både er ønskværdigt og nødvendigt. For at være en dygtig og redelig kommunikatør kan man altså ikke tillade sig alt, hverken ud fra et etisk eller juridisk synspunkt.

Den arrogante

Laver afsender medieproduktioner, der er simplere end dem han selv vil kunne aflæse, for derved at sikre sig at formidle etisk korrekt, så vil han nødvendigvis gætte sig til hvad modtageren vil kunne afkode. Hvis man sætter det groft op, så skal afsenderen sige ”modtager er for dum til at forstå denne tekst, så jeg må nok hellere skære den helt ud i pap.” Denne form for bedrevidenhed, finder jeg arrogant.

Vælger afsender at forme sit budskab, således at han er sikker på at modtager forstår det umiddelbart, mener jeg ikke, at man kommer uden om gætteri. Ligegyldigt hvor grundige kvalitative og kvantitative interviews der ligger forud, så vil der altid være tale om en subjektiv fortolkning af modtagernes forhåndsforståelse og moralske/etiske standpunkt. Så afsender bliver altså nødt til at gætte på modtagers tolkning. For at være på den sikre side, altså for at være sikker på ikke at virke manipulerende eller stødende, må afsender gøre modtager dummere eller mere tyndhudet end de måske er. Et karikeret eksempel er den aldrende kommunikationsmedarbejder i Sundhedsstyrelsen, der lægger en strategi for hvordan Styrelsens nye kampagne bedst rammer de unge, så er der mulighed for, at han bliver ung-med-de-unge, på en kluntet og alt end ung måde, som de unge straks gennemskuer som bedrevidende løftede pegefingre.

Man kan godt lave god og redelig kommunikation som arrogant kommunikator. Oftest laver fx folkeoplysningsmedarbejderne kommunikation med det henblik at hjælpe andre, oplyse og gøre opmærksom på farer og muligheder. Den arrogante kommunikatør mener altså at vide bedre, men vil hjælpe, vinde respekt eller sælge med denne merviden. Denne form kommunikation kan dog virke formynderisk.

Hvad så...

Afsender skal ikke kun fokusere på egne holdninger, da man derved risikere at skyde forbi målgruppen, og derved forfejle den kommunikative opgave, men derimod lave målgruppeundersøgelser og finde frem til hvad virker i det enkelte tilfælde.

Men man skal heller ikke lade sig styre for meget af ønsket om ikke at træde modtagerne over tæerne, og forsøge at se verden fra modtagers synsvinkel. Dette vil være baseret på gætteri. Afsender skal ikke udforme sin medieproduktion ud fra modtagers perspektiv, da man derved pålægger sig selv unødige restriktioner og bekymringer.

Når det drejer sig om formidlingsetiske overvejelser, skal den gode kommunikatør hellere være skrupelløs end arrogant (samfundsopbyggende kan det forholde sig omvendt). Han skal dømme ud fra egen moral og etik, være sig sin målgruppe bevidst, og vide at loven har det sidste ord at skulle have sagt.

---

[1] Jan Foght Mikkelsen, Formidlingsetik, 2002, Roskilde Universitetsforlag

[2] Mikkelsen, 2002, s. 136

[3] Mikkelsen, 2002, s. 136