Lovlydighed

Jeg betegner mig selv som en god samfundsborger. Jeg respekter lovene og værdsætter politiet, domstolene og hvad der ellers er af håndhævere af loven. Jeg mener fuldt og helt, at man skal straffes, efter fastsat strafferamme, hvis man bryder loven. Vi har indført et demokrati, hvor staten har magtmonopol. Hvis ikke de demokratisk bestemte regler bliver overholdt, ender det i et samfund hvor de stærkeste og mest asociale vinder – hvilket ikke er ønskværdigt. Så leve loven, regler og håndhævelsen af disse.

Men. Der måtte jo komme et men. Jeg bryder selv loven! Og jeg har gjort det længe. Jeg er en forbryder. Det kan ikke siges klarere. Desværre. Der er mange regler og love jeg forbryder mig imod. Jeg har kørt over for rødt, og uden lys på cyklen. Jeg har kørt for hurtig i bil. Jeg har parkeret både bilen og cyklen ulovligt. Med disse lovbrud er min holdning klar. Jeg føler ingen nag ved at gøre det, og nogle gange mener jeg ligefrem at det er en borgerpligt at bryde loven: Står jeg alene på en stille vej en søndag eftermiddag, og hvor der ikke er en bil så langt øjet rækker. Så mener jeg faktisk at man beviser sit værd som samfundsborger ved at tænke selv, tage vare på sig selv, og så vade over vejen. Altid at ville overholde loven bogstav, anser jeg for fanatisk, og fanatisme er et onde.

Uden at Storbror har vredet armen rundt på mig, føler jeg mig ude af stand til at fungere som borger, uden at bryde nogle af de regler som vores gennemregulerede samfund er bygget op omkring. Og mine forbrydelser går dog længere, end ovenstående brud på færdselsloven: Jeg har røget joints (inhalerede jeg mon?). Jeg har arbejdet sort og fået andre til at arbejde sort. Jeg har trådt på græs, hvor der ellers stod at det var forbudt, samt besøgt steder, hvor der er adgang forbudt. Jeg har været til fester og arrangeret fester, hvor der blev spillet musik, uden om KODA. Jeg har kopieret tekster og bøger uden tilladelse fra forfatterne. Jeg har kørt på røven i offentlig transport. Jeg har betalt for lidt i biografer, teatre og museer, ved at sige, at jeg var yngre end jeg er. Jeg ser fjernsyn og hører radio uden at betale licens. Jeg har købt smuglervarer – colaer i kiosker.

Med andre ord, så er jeg en forbryder og bedrager. Jeg forbryder mig imod de love som mine repræsentanter i Folketinget har vedtaget i mit sted. Shame on me. Og der er noget rod, for ideen med loven er, at alle de skal overholde den, og at det kun er domstolene forundt at tolke loven. Og landets love er hævet over religiøse eller subjektbestemte etiske og moralske kodekser.

Loven takserer forskellige forbrydelser forskelligt, hvorved de også bedømmer lovovertrædelser forskelligt. Det er lige ulovligt at slå ihjel som at cykle uden lys – man har i begge tilfældet brudt en lovparagraf. Men forbrydelsen for førstnævnte er naturligvis uendeligt meget større end sidstnævnte, hvorfor straffen også er hårdere. Alle lovbrud skal straffes efter gældende takst, når og hvis de bliver opdaget. Dette tilslutter jeg mig principielt. Derfor er det godt, at vi har politi og overvågning. De fanger forbryderne og har samtidig en panoptisk effekt, der medfører selvkontrol, oftest grundet frygten for bøde frem for moralske og etiske kvaler.

Den simple lære lyder altså: Man hverken kan eller skal gradbøje loven. Der er ikke nogle love, der er mere ok at bryde end andre. Men faktum er, at love bliver brudt konstant. En ganske stor del af befolkningen handler som jeg. Så det er heldigt, at ikke alle forbrydelser takserer fængselsstraf, da disse hurtigt ville blive fyldt. Der er en tendens til, at hvis der prioriteres flere og strammere regler, så fokuser befolkningen kun på disse. På hvad de må og hvad de har krav til. Derved er der en fare for, at man glemmer sine pligter som medborger i bestræbelserne på at følge loven.

Hvis man ikke er tilfreds med landets love, kan man handle kort- eller langsigtet: man kan bryde dem, eller man kan stemme på nogle andre ved næste valg og vente på at lovene bliver ændret. Det er ikke alle der har tid eller overskud til den langsigtede løsning. Derfor bryder nogle lovene, hvor ved de er hensat til eget menneskesyn, og risiko for dom – naturligvis. En sådan person er jeg nogle gange. Jeg har kun foragt til overs for forbrydere og kriminelle, i hvert fald de, hvis handlinger strider mod mine moralkodekser. Problemet er, at jeg ikke kan opstille en klar skelnen mellem hvornår noget er godt eller skidt. Og så begynder hykleriet for alvor. Hvis jeg selv overtræder loven, kan jeg så tillade mig at fordømme andre lovovertrædere. Ja, det kan jeg godt – det gør jeg i hvert tilfælde. Jeg gør det ud fra et diffust ønske om at være en god samfundsborger.