Det største kunstværk

Når engang, om mange år fra nu, alle verdens lande er forenet i en stor organisation, og al viden er blevet kortlagt og nedskrevet, da bliver verdens største kunstværk introduceret.

Det bliver et værk, der kan nå alle. Det bliver et værk, hvor alle er samme om at se det, dog hvor alle har en helt unik oplevelse, og aldrig vil to besøg være ens. Kunstværket ville, som instans, være det samme, men til stadighed forandre sig.

Selve værket bliver vist i et kæmpe auditorium, med plads til 5.000 siddende tilskuere. Ved hver siddeplads ville der være en lille pult, med en touch screen, et LCD tastatur og et par høretelefoner. I bunden af auditoriet, hvorfra underviseren normalt ville udøve sin gerning, er nu et biograflærred, med et situationsbillede af en vilkårlig situation fra virkeligheden.

Dette billede kunne være taget i en hvilken som helst verdensdel, på hvilket som helst tidspunkt. Det ville blive udskiftet med et nyt hver dag.

På de forskellige skærme ville det samme billede være som en startposition. Tilskueren kunne nu, ved hjælp af skærmen, få informationer om samtlige af billedets detaljer. Ved et let tryk på en detalje, kunne man få at vide, hvad det bestod af, hvilken relation det havde til omgivelserne, hvad dens historie er etc. Man kunne så herfra søge videre.

Var der på startbilledet bl.a. en mand i Bruxelles, kunne man få alt at vide om ham. Når man så, at hans yndlingsrejsemål var Cambodja, at genboen var biolog eller at oldefaren var dansk kunstner, kunne man herigennem få informationer om mandens musiksmag eller sprog og grammatik, Cambodja eller kunsthistorie (og herved se alle eksisterende kunstværker). Ligegyldigt hvilken vej man valgte, ville følgespørgsmålene være så talrige at man altid kun ville kunne kradse i overfladen. Man kunne også vælge en random funktion, og derefter læne sig tilbage og få en visuel indlærende tur igennem virkeligheden, og måske støde på sig selv eller sin næste. Kunstværket ville hele tiden ændre sig, for hele tiden bliver der skæbner født, mens andre dør, nye aftaler og forhold ville erstatte gamle, eller opstå hvor der før intet var. Og man ville langsomt forstå, at verden er en organisme og grænser og barrikader kun et spørgsmål om skalastørrelse og definitioner. Man ville forstå, at hvis man bare kigger efter, er alle intimt forbundne med hinanden, og deler samme arv, og er fælles om at gå fremtiden i møde. Og, efter nogle timer måtte man gå, svimmel eller så stopmæt af indtryk, at man ville bruge lang tid på at fordøje dem.

Man kunne efter endt gennemsyn, for denne gang i det mindste, gå ned i lobbyen hvor man kunne drikke en kop kaffe, studere omgivelserne og fundere over hvordan de nu hang sammen.